En helt ok forestilling

Det er et flot sceneunivers at instruktøren Niels Erling og scenografen Julian Toldam Juhlin har skabt til de syngende skuespilere og musikere i forestillingen Kunsten at være ok på Nørrebro Teater.

Det er også en god ide at tage de måske lidt mere inadvendte og oversete mennesker under behandling og give dem taletid på en scene - muligheden for at synge den sang eller sige den tekst de egentlig ikke tør.

Udfordringen forestillingen har at meget hurtigt kommer til at ligne hinanden - de skal alle have en monolog og de skal alle have en sang. De er alle også af instruktøren sat til at have samme intention i hver monolog og sang - at man begynder stille og ender råbende. Det kan være effektfuld en eller to gange - men bliver blot irriterende i længden. Man burde måske også have strammen til hlavanden time uden pause - for der er mange ord i Nanna Cecilie Bangs manuskript, og bevares de er sjove, gennemarbejdede og interessante, men man går død i nogle af monologerne og det er synd for skuespillerne.

Det der fungerer absolut bedst i forestillingen er Thomas Buttenschöns skønne popsange, der rummer iørefaldende melodier og gode rytmer der får salen til at vugge med. Det er Vikotror Dahl der som ene mand sørger for at det musikalske forlæber absolut gnidningsløst.

Alle de medvirkende leverer flotte sangstemmer til sangene med Lea Thiim Harder i spidsen, mens Ena Spottag Fog tager stikket hjem som betuttet showmaster. 

Det er en tragikomisk aften man er vidne til, og alligevel bliver man i opløftet stemning og går nynnede ud af teatret bagefter. Det skyldes de gode medvirkende og som nævnt især musikken. Men også den fine og følsomme iscenesættelse og scenografi. En mere variation i udlæggelsen af tekster og sange kunne være godt, eller en forkortelse af forestillingen - for man taber lidt interessen undervejs - men det bliver hevet ind igen til slut.