En nat i Paris

Der er masser af stemning nede i Sceneriet - en stemning der passer som fod i hose til en fransk kabaret med sange af Charles Aznavour og Edith Piaf. Det kunne sagtens agere parisisk baggård, og når de to musikere Mathias Grove Madsen på piano og Kurt Larsen på harmonika slår tonerne an, er illusionen fuldbyrdet. 

Kirsten Siggaard og Kim Hammelsvang kommer ind og er ikke tænkt som værende selveste Piaf og Aznavour, men mere to mennesker en sen aften i Paris der får liv og følelser ud fra de to franske kunstneres sangskat. 

Jan Hertz iscenesatte den fine og stærke Z – Monica Zetterlund på Sorte Hest på samme måde med en kvinde (Camilla Bendix) som personificerede sangene og ikke kunstneren bag. Det er en meget vellykket vinkel når man skal sætte en sådan kabaret-aften sammen. Vi forstår Kim Hammelsvangs yngre mand der kæmper med at finde kærligheden og stadig har en masse ung vrede og desperation i kroppen, mod Kirsten Siggaards ældre modne kvinde der mere har affundet sig med livet og ikke har tiden til at hænge fast – en mere positiv energi end hos Kim Hammelsvang og det giver en god dynamik på scenen. Og så giver de begge masser af vokal kraft og tydelig tekstudtale til de mange numre. Vi er på en blussende følelsesmæssig karusseltur, men vi er jo også i selskab med franske følelser. 

Størstedelen af teksterne er på dansk, men der er også enkelte tekster på engelsk – og ganske lidt fransk. Det franske gør ikke så meget da det er så lidt – vi skal jo nu engang forestille at være i Frankrig – men det engelske irrriterer og forstyrrer forestillingen . Vi bliver hevet ud af den fine tætte fortælleramme der er bygget op, og numrene kommer til at fremstå løsrevne og ude af kontekst – netop mere decideret kunstneren end følelsen og intentionen. Ærgerligt, for uden det ville det have været en mere helstøbt aften.