Sylfider i skovtapetet

Den Kongelige Ballet og Nikolaj Hübbe har givet os en ny Sylfiden efter den sort/hvide version vi fik for nogle sæsoner siden, og med en queer Madge som katalysator for intrigerne. Denne gang skal der til gengæld være fuld knald på romantikken fortæller Nikolaj Hübbe i programmet. og det kommer så også til udtryk i den smukke draperede tæppe-scenografi af Mia Steensgaard og Anja Vang Kragh - der dog mere minder om et mondænt interiør på et London Hotel end det skotske højland - og ud fra lysekronen ser det ud til at vi nu befinder os i Art-deco tiden. 

Men smukt er det at se på, og med et fantastisk lysdesign af Åsa Frankenberg der gør at det drømmende træder i fokus, og Sylfiden kan dukke op på den mest overraskende måde. David Levy har også fået Det Kongelige Kapel til at spille Løvenskjolds musik med masser af eventyrlig pondus og med vægt på de romantiske passager hvo strygerne er smukt i front. 

Som Nikolaj Hübbe rigtigt siger i programmet så kan historien måle sig me de bedste Netflix-serier - men hvis man nu havde givet den endnu mere knald på eventyret så tror jeg at den ville få et endnu større yngre publikum i salen - især efter at den skotske serie Outlander også har sat sig fast i det danske publikum. Det forbliver stadig en smule fjernt i denne opsætning, og de flotte bagtæpper tager nogen gange fokus fra handlingen - især i 1. akten, med al den oplyste scene er det svært at finde ud af hvor man skal kigge hen. 

Det valg der ligger hos James og er hele forestillingens præmis - og også i Nikolaj Hübbes opfattelse er sært fraværende fordi man har valgt at det kun er James der kan se Sylfiden - dermed bliver det ikke et valg fra hans side at følge Sylfiden - han er udvalgt til det. Hvis andre mænd også kan se Sylfiden - heriblandt især Gurn - så bliver det netop et valg for James fordi han vælger at gå en vej som andre har fravalgt. 

Men vi er trods alt glade for at vi nu har en Sylfiden-forestilling der giver os yndefuld nydelse både visuelt og dansemæssigt. 

Ida Praetorius er en bedårende Sylfide, og hun svæver højt i sine spring, men det lyriske mangler måske en smule. Jón Axel Fransson virkede en smule træt til premieren - han sprang højt, men der var ikke megen kraft bag udstrålingen og den selvsikkerhed som James skal have især i begyndelsen af balletten -  James usikkerhed og fortvivlelse står stærkere frem hos Jón Axel mod slutningen af balletten. Kizzy Matiakis er forrygende intrigant som heksen Madge der jager sin egen hævn over James med en nærmest seksuel begejstring. Benjamin Buza er sikker i trin og spil som Gurn, og Stephanie Chen Gundorph er en frisk forelsket Effy. 

Der danses en forrygende Reel, og også balletbørnene er helt skarpe i trinene og korpsets damer er også smukke og svævende Sylfider med et nyt stænk af noget sensuelt anført af Astrid Elboe.

I disse corona-tider er det en dejlig nem aften i teatret. En time og fyrre minutter inklusiv en pause - så man skal ikke i foyer alt for mange gange, og man er hurtigt ude igen, men man har stadig oplevelsen af at have set en berigende klassiker udfolde sig på smukkeste vis.