Blixen er tilbage som flot ballet på Det Kongelige Teater

Gergory Dean skabte i 2019 balletten Blixen over Karen Blixens lange dramatiske og spændende liv. Dengang kunne man konstatere at der var mange flotte optrin og spændende koreografier - men knap så megen historiefortælling. I denne nye opsætning, hvor der bl.a. er kommet nye scener i anden akten der foregår i Afrika - er det stadig dansen og optrinene der er styrken i forestillingen - mens historien sidder og banker på og kan ikke rigtig få plads. 

Det er som om evnen til at fortælle en historie i balletsprog er sværere for Gregory Dean end det er at lave trin til solister og korps. For her glider pas de deuxer og store korps-scener flot og energisk over i hinanden med god fremdrift. Vi er til mange baller i løbet af forestillingen og også her er Gregory Dean en meget oplagt koreograf. 

Men vi kommer ikke rigtigt ind på Karen Blixen i denne ballet om hendes liv - det bliver fragmenteret og visuelt flot - men kedeligt i længden da der ikke synes at være en vinkel på historien. Bedst lykkedes det i starten med en smukt dansende Benjamin Buza som Karens far der ender med at begå selvmord - og så er det rart at se erfarne karakterdansere som Peter Bo Bendixen, Mette Bødtcher og Mie Vessel Schlüter komme med pondus og nærvær i de scener de medvirker i. Måske er problemet med forestillingen at danserne på Den Kongelige Ballet er blevet mere uerfarne med at skabe historier på scenen? De danser smukt men megen dramatik bydes der ikke på.

Det mærker man især hos Caroline Baldwin i rollen som Karen Blixen - her danses aldeles glimrende men den karisma som Karen Blixen må have haft er der ikke. Holly Jean Dorger danser også sikkert og friskt som veninden Daisy Frijs - men man har ikke skyggen af mørke og tragedie i figuren - hun døde af et overforbrug af stoffer ganske ung i et forsøg på at følge med det hektiske liv med baller og fester i overklassen, det har man ikke nogen hentydning af.  

Jón Axel Fransson er dæmonisk smuk som Djævelen - men men opdager næsten ikke at Karen Blixen laver en pagt med ham da hun begynder at skrive. Generelt er Gregory Dean ikke helt så god til at få publikum fokuseret de rigtige steder hen - især ikke hvis man er lidt uerfaren i Blixens liv. 

Vi ser f.eks. ikke Jonathan Chmelenskys flotte Bror Blixen flirte med andre kvinder før efter bruddet med Karen Blixen, og derfor forstår vi heller ikke (hvis vi altså ikke lige vidste det) at Karen Blixen på grund af det får syfilis fra ham.

Historien bliver en smule mere klarere fortalt mod slutningen hvor vi møder den unge protege Thorkild Bjørnvid i Guilherme de Menezes sikkert dansede skikkelse. Her er der pludselig lidt scenisk drama og nogen på spil - men det forsvinder lige så hurtigt som det begyndte for vi skal nå endnu et ensemblenummer når Karen Blixen tager på tur i USA. 

Men som nævnt er der masser af brillante danseindslag og præstationer undervejs - bl.a. får Marcin Kupisñki alt ud af den friske solo som Berkeley Cole - og så er scenen med de flyvende par særlig smuk. 

Det Kongelige Kapel spiller Claude Debussys musik raffineret og dramtisk - mens Alison Smith smyger os om øerne med udsøgt solopiano. 

Det er en meget flot aften i balletten i Operaen - og der er ligesom kommet mere luft om forestillingen ude på Holmen end inde på Kongens Nytorv hvor den sidst spillede.