Den 64. udgave af Eurovision Song Contest er bag os. Der var masser af dramatik, spænding, fest og ballade samt god og mindre god musik i de forløbne to uger i Expo Tel Aviv. Men hvad har vi lært af årets udgave af verdens største sangkonkurrence?
Her kommer vores 5 bud:
1. En god sang kan vinde over et godt sceneshow
Det er ikke nogen hemmelighed at Eurovision Song Contest gennem årene har udviklet sig i retning af mere at være et show hvor koreografien og sceneeffekterne er blevet mere og mere avancerede og spiller en vigtig rolle i forhold til det samlede indtryk, end en ordinær sangkonkurrence. Årets vinder, Duncan Laurence fra Holland, er dog et eksempel på at et simpelt show også kan bære sangen hvis den er god. En mand der sidder bag en piano og synger på en mørk scene med blå baggrund - det kan vist ikke gøres mere simpelt.
2. Eurovisionen er ikke apolitisk
Eurovision Song Contest har stadig svært ved at gøre sig fri fra det politisk relaterede indhold, selv om arrangørerne af showet bliver med at understrege at konkurrencen er apolitisk. Det så vi også i år da bandet som repræsenterede Island, ikke kunne dy sig for at vise deres støtte til Palæstina, til trods for flere advarsler fra arrangørerne om sanktioner mod Island hvis bandet fortsatte med deres politiske aktivisme. Islændingene var dog ikke de eneste der blandede politik og musik sammen. Det gjorde popdronningen Madonna også da hun optrådte i underholdningspausen ved at inkludere Israels og Palæstinas flag i sin koreografi.
3. Fagjuryerne har et problem med troværdigheden
Fagjuryerne har stadig ikke rent mel i posen. Efter at vinderen af Eurovision Song Contest i en årrække udelukkende blev afgjort på baggrund af seernes stemmer, blev fagjuryerne genindført i 2009. Det gjorde man for at forhindre eller indskrænke afstemningsmønsteret hvor nabolande stemmer på hinanden, og hvor et lands diaspora kan have en afgørende indflydelse på udfaldet. Med indførelsen af fagjuryer er anklagerne om korruption blandt jurymedlemmerne dog vokset hvilket man godt kan forstå. Gennem årene har vi været vidner til at et lands fagjury for eksempel placerer pågældende lands værste konkurrenter dårligst eller hvor fagjuryernes medlemmer ændrer deres stemmer drastisk fra den ene dag til den anden. I år oplevede vi således at Montengros jury placerede San Marino som den andenbedste sang i den første semifinale. Den samme jury med præcist de samme medlemmer stemte San Marino som den værste sang da stemmerne i finalen skulle fordeles.
4. De fem “store lande” er alligevel ikke så store
De fem såkaldt “store lande” (Italien, Tyskland, Spanien, Frankrig og Storbritannien) som automatisk er kvalificeret til Eurovisionens finale hvert år i kraft af deres økonomiske bidrag til konkurrencen, er kun store når det kommer til størrelsen af deres pengepung. Musikalsk har disse lande haft det virkelig svært de seneste år med at følge med i toppen eller bare med de næstbedste. Det gælder især Spanien, Tyskland og Storbritannien, som i år endte på konkurrencens 22., 24. og 26. (sidste) plads.
5. Store navne kan også have en dårlig dag
Madonnas pauseunderholdning var mildest talt skandaløs og pinlig i betragtning af hvor meget medieopmærskomhed nyheden om hendes gæsteoptræden i Tel Aviv fik. Det faktum at Madonna fik 1 million USD for at blot at synge to sange og så oven i købt sang pivfalsk, har ikke gjort noget godt for popdronningens image. Nu forlyder det at der er blevet redigeret i optagelsen fra showet som findes på Madonnas officielle YouTube-kanal.