Russisk Svanedrama

Man skal være varsom med alle disse russiske balletkompagnier der hyppigt gæster diverse kongrescentre og teatre. For det meste er det mere fup end den ægte vare man går ind til. Man håber på at den brede befolkning ikke ved bedre og køber billetter fordi de tror at russisk ballet pr. defination er verdens bedste. Det er LANGT fra tilfældet!

Ved dette gæstespil er vi dog beriget med at det hovednavn man reklamerer med, rent faktisk dansede på aftenen, samt at scenografi og kostumer var på det acceptable plan. Blandt de øvrige dansere var det mest enkelte af pigerne i korpset man lagde mærke til – drengene var på det absolut laveste niveau. Undtagelsen var Fedir Zarodyshev i pas de troisen i første akt, Seiyu Ogasawara som en munter springende og snurrende nar, Dimitriy Akulinin som den onde Rotbart. Prinsen var ikke en dag under 40, men Denys Nedak var smukt springende og blød og elegant i trinene da han endelig dansede i anden akt. Han var også hovednavnet Irina Kolesnikova en sikker partner.

Hele produktionen hvilede på Irina Kolesnikovas skuldre – og hvilke smukke skuldre. Med Svaneprinsessens ulykkelige skæbne i hver eneste muskel var vi fra første øjeblik draget ind i Irinas dans, og på samme måde flirtede hun uhæmmet i anden akt hvor hun forvandlede sig til den Sorte Svane.

Koreografisk var der absolut intet nyt under solen. Vi fik den klassiske version med alle dens noder – og unoder. Drønkedeligt i de mange karakterdanse i festakten – tangerende det pinlige i den spanske dans – men en overdådighed af bravour i den store grand pas de deux mellem den sorte svane og prinsen – kulminerende med en højdramatisk sidste akt.

Svanerne var pænt ens men udstråling kan man ikke sige der var meget af.

Det var en aften der blev båret hjem af den stjerne som Irina Kolesnikova virkelig er. Desuden var det dejligt at se hvor velfungerende Det Ny Teaters smukke rammer er til ballet. Måtte der komme mere af det på et af Nordens flotteste teatre!