Stig Rossen er triumferende sikker i rollen som Jabbadoor i den nye flotte udgave af Atlantis i Tivoli., Foto Søren Malmose
Tivoli og Mikkel Rønnow har lavet en smuk og elegant udgave af Atlantis der gør hvad den kan for at skjule værkets mange svagheder.
Titel: Atlantis
Teater: Tivolis Koncertsal
Spilleperiode: 10. september - 6. november i Tivoli, afbrudt af turne i Århus, Holstebro og Odense 28. september - 23. oktober.
Atlantis er nok 90'ernes mest berømte danske musical, den første gennemsungne af slagsen herhjemme. En stor bedrift, og lidt en tilfældighed at forestillingen blev opført først på Bellevue Teatret i Klampenborg, og senere i den berømmede udgave på Østre Gasværk Teater.
Det er nu nærmest ikoniske skønne sange at Peter Spies har komponeret, og ligeså ikonisk dårlig tekst af Thomas Høg og Sune Svanekier - den måske nok dårligste nogensinde sunget på et dansk teater, i slægt med de to herrers efterfølgende katastrofalt ringe forestillinger Egvted Pigen, Fregatten Jylland og Demokraten, alle forestillinger der var med til at give musicalen som genre et dårligt ry.
Men en musicals alfa og omega er jo nu engang musikken, og som nævnt har Peter Spies sørget for forkælelse af øregangen, og denne nye udgave er tilmed sunget til perfektion, og nyarrangeret for et stort orkester der giver partituret al den svulstige musicallyd det kræver, men også med lyriske passsager samt æggende rytmer som Mikkel Rønnow med sikker hånd dirigerer dem igennem.
Atlantis har i denne version fået en luksus indpakning i en lækker scenografi og smukke detaljerede kostumer af Philip Witcomp, og flot filmisk lysdesign af Tim Mitchell. Vi får de stærke sangstemmer og den lækre orkesterlyd i effektfuldt lydesign af Malte Oscar, og så har Thomas Agerholm iscenesat med sans får både kærlighedshistorien samt den kulørte røverhistorie den er hængt op på.
Aftenens lysende stjerne var Johanne Milland i rollen som Adalena, med en smuk lyrisk klar sopran gav hun Prinsessen masser af sødme, men også en stålsat vilje bag facaden. Stig Rossen tog sig sikkert af skurken Jabbadoor, og Thomas Høj Falkenberg var en charmerende og kæk helt. Kim Hammelsvang morede som den sleske Zan-Zan og Kaya Brüel gav spæmdende dybde til den stræbsomme Miranda og Jonas Rasmussen giver en følsom smuk fortolkning af den berømte Morgen på Atlantis. I ensemblet lagde man især mærke til Cristopher Schøllhammer Rørmose i flere sekvenser bl.a. som personificeringen af Silvans berømte krigerfar.
Det er forkælelse at sidde og suge den brusende musik og de smukke scenerier til sig, så overlever man den kluntede tekst hen ad vejen.