Balletten i operaen Nixon in China er en af forestillingens stærke scener. , Foto Camilla Winther
Det er Maos Lille Røde der synges om i operaen Nixon in China om den amerikanske præsidents møde med den kinesiske formand på hjemmebane i februar 1972.
Titel:
Nixon in China
Teater:
Det Kongelige Teater
Operaen
Store Scene
Spilleperiode:
12. maj - 6. juni 2019
Med en dunkende, både ildevarslende og håbefuld rytme får John Adams sin musik til at passe med Alice Goodmans libretto med dens væld af gentagelser – næsten hver eneste sunget linje gentaget fem til seks gange. Det får selvfølgelig operaen til at få en vis længde (3 timer og 15 minutter er vi oppe på), men det giver den også et nærmest meditativt udtryk når ordene og musikken smelter sammen som de gør operaen i gennem.
At man så har samlet et hold af sangere der i den grad får figurerne til at leve – og ikke mindst et kunstnerisk hold bag forestillingen der har fået dem til det – gør at man trods længden og en temmelig stillestående første akt går fra Operaen med en stemning i kroppen af at have oplevet noget ganske overdådigt og særligt.
Især i anden akt tager opsætningen kegler, særligt takket være koreografen John Ross og balletten som udelukkende består af kvindelige dansere. Der er fine referencer til den originale kinesiske ballet The Red Detachments of Women, men trinsproget får en moderne og helt sin egen interessante vinkel.
I det hele taget er det imponerende scenografi af Dick Bird. Hele operaen foregår i et arkiv hvor historien bliver levende, og netop historien som begreb er der spot på i Maos samtale med Nixon i første akt. Er historien en moder eller en so!?
Operaens chef John Fulljames har iscenesat med en præcision i detaljer, og man har fornemmelsen af at alle bevægelser har en mening på samme måde som enhver node i John Adams overraskende melodiske partitur har en betydning for den samlede historie. Det gør at man fra første tone bliver suget ind i operaen, og kun den meget lange samtalescene mellem Mao og Nixon fortaber sig i filosofiske tanker og en stillestående – eller rettere siddende – scenegang.
Johan Reuter er en ivrig Nixon der nyder at have verdens bevågenhed, Sarah Tynan en elegant Pat Nixon, Arnold Bezuyen får både humor og sørgmodighed ind i Mao, mens Sofie Elkjær Jensen brænder stærkt igennem som Maos rødflammende kulturpolitiske hustru.
Det er moderne opera for hjerte og hjerne, eksekveret på det absolut bedste niveau man kunne ønske sig.