Endnu en fin 2GO aften med Den Kongelige Ballet

Jeg ved godt mange ikke er enige, men jeg kan nu godt lide disse blandende programmer der viser en god alsidighed både i repertoire og dansere, og hvis man ikke kan lide den ene ballet kan man måske lide den anden og tredje. 

Dette års Dans2Go program bød både på uropførelse og klassisk repertoire. Vi begyndte med det nye værk Allerede nat af Sebastian Kloborg der lige har modtaget en stor pris af vores Kronprinspar netop for sine koreografier. Dette nyeste værk fra Sebastian Kloborg er mere dansant end de øvrige jeg har set og det klæder ham. Han har en sans for at sætte trin sammen som får danserne flot rundt på scenen i Fini Høstrups moderne jazzede arrangementer af Moondogs musik, men symbolikken bliver ofte for tung og værket mister det raffinerede og subtile jeg endnu har til gode at se hos Sebastian Kloborg.

Anden afdeling bød på John Neumeiers Persistent Persuasion til musik af Ludwig van Beethoven og danset med indlevelse af Ida Praetorius og Ryan Tomash, men det lille værk hører ikke til blandt Neumeiers mest skelsættende, men et mindre godt værk af ham er stadig bedre end så meget andet fra andre.

Dernæst fulgte Zakouski af Peter Martins til musik af både Rakhmaninov, Stravinsky, Prokofiev og Tjajkovski, og denne pas de deux blev for mig aftenens lille lysende perle. Smukt og sikkert danset af Holly Dorger og Jonathan Chmelensky der begge formåede at få charmen og glæden til at gå i spænd med de svære trin og kombinationer. Både Persistent Persuasion og Zakouski blev i ørvrigt ledsaget af live musikere på violin og klaver der kun gjorde oplevelsen endnu bedre.

Vi sluttede af med masser af macho-power i den israelske koreograf Hofesh Shechters værk Uprising, og det var efter sigende første gang det blev opført af et klassisk balletkompagni. Det klarede de syv medvirkende herrer fra Den Kongelige Ballet ganske overbevisende. Der var masser af styrke i trin og bevægelser og den maskuline energi forplantede sig hos publikum, men jeg synes ikke at værket i sig selv for så ekstraordinært - det lignede noget jeg havde set før, og bl.a. har Den Kongelige Ballet også tidligere selv budt på rå maskulin styrke i bl.a. Jorma Uotinens Jord som var en noget bedre ballet. Men det var pludselig ufrivilligt aktuelt da balletten sluttede med at vifte et lille rødt flag på en aften hvor Joe Biden med sin blå farve væltede Donald Trumps røde farve af pinden, selvfølgelig ganske utilsigtet men ikke desto mindre pudsigt.

Som altid blev de forskellige værker i løbet af aftenen indledt med små fine film med enten de medvirkende eller koreografen. Så Dans2Go lignede sig selv, og gav igen en god indsigt i det at være danser i Den Kongelige Ballet.