Elias Sadaq står selv på scenen i sin forestilling Den unge Elias' lidelser om at være ung homoseksuel muslim. , Foto Jacob Søby
Folketeatret har ramt rigtigt med deres nye scene for ung teaterkunst kaldet Under Huden, denne gang er forestillingen henlagt til digital afspilning grundet corona-lukket teater - men det gør bestemt ikke Den unge Elias' lidelser til en mindre hjertegribende oplevelse.
Titel: Den unge Elias' lidelser
Teater: Folketeatret, Kvisten digitalt
Spilleperiode: Frem til fredag den 19. marts
Forestillingen Den unge Elias' lidesler er fremført og skrevet af den unge digter Elias Sadaq og bygger på hans egen historie om at erkende og finde sin seksualitet, og at finde til rette som en minoritet i et minoritetsmiljø. Titlen referere til Goethes berømte Den unge Werthers lidelser om en kærlighed der ikke kan rummes og som derfor ender med et selvmord. Goethes tekst blev sidst set og hørt på Sort/Hvid i en ganske forrygende version.
Ligesom hos Goethe har Elias Sadaq en sans for et smukt og malende poetisk sprog, og den store uforløste kærlighedspassion er også flot udspillet. Modsat Goethe er det en umiddelbar forbudt kærlighed til en af samme køn der er den udløsende faktor med hensyn til tanker om selvmord.
Elias Sadag kommer fra muslimsk baggrund, med en marrokansk far og en dansk mor, og homoseksualitet er derfor ikke velset og er grund til at faderen slår hånden af Elias, og han derfor flytter til København, efter at have prøvet at opleve den store kærlighed med en anden mand hjemme i Århus.
Men i København er det svært at finde til rette i en verden med masser af sprut og stoffer, og også et LGBT-miljø der ikke er særligt venligsindet overfor muslimer og det hjælper ikke på Elias' skrøbelige hjerte der har brug for at kunne høre til i et fælleskab.
Der skal selvfølgelig ikke røbes for meget - men siden at Elias Sadaq selv står på scenen, kan man godt afsløre at Den unge Elias' lidelser har en mere lykkelig slutning end Goethes forlag der ender med selvmord.
Slutningen er direkte hjertegribende smuk, og i det hele taget er man draget ind i historien fra første færd. Det skyldes naturligvis at man føler det autentiske i at det er Elias selv der foredrager teksten, men især også tekstens opbygning og utroligt letflydende og elegante digteriske sprog.
Der er iscenesat intimt nærværende af Silje Shearman Poulsen, og Mathias Flemming har formået at skabe en lydkulisse der underbygger og aldrig overstråler eller overtager teksten, men flytter følelserne de rigtige steder hen.
Og så er Elias Sadag uhyrlig naturlig på scenen og med en præstation der kryber ind under huden, man får flere gange lyst til at holde om ham og sige at det nok skal gå. Det er smukt, vedkommende og vigtigt teater til unge og ældre, og Elias Sadag kan være en lysende rollemodel for andre i LGBT-miljøet - både dem der har muslims baggrund og mange andre, for Elias' historie kan rigtig mange reletere sig til. Eneste ærgelse var at man ikke kunne opleve det hele live - det kommer man forhåbentlig til på et senere tidspunkt.