Opera på vrangen

I anledning af World Pride Copenhagen 2021 har Det Kongelige Teater vovet pelsen og stemmelæberne og opsat en ”opera” forestilling under titlen Begærets mysterier, der nærmere må betragtes som en hybrid mellem en teaterkoncert og en musical. Sat til et kalejdoskopisk udvalg af opera- og pophits fra den internationale hitliga, er forestillingens koncept, videodesign og iscenesættelse skabt af den polske operaleder Krystian Lada. Hans grundidé er at udvælge en mosaik af velkendte numre, nærmest travere, der alle på den ene eller anden måde tekstligt kan indpasses i værkets handling. Om denne er egentlig kun det at sige, at den medvirker til at vende opera- og sangkunsten på vrangen og påvise de skjulte transgender budskaber der lige så godt kunne ligge heri som de gængse heteroseksuelle kærlighedsytringer de samme numre almindeligvis antages at formidle.

Omkring en dyster sex-tet af vildfarne syngende personager i alle mulige og umulige stemmetyper og -lejer præsenteres vi for et mordkomplot, der langsomt oprulles, og hvor den aldrig fysisk tilstedeværende patriark kommer af dage på en videoskærm. Alle de medvirkende vokalsolister har hver deres grund til at stå bag udfaldet.

Som dramaturgisk og dramatisk handlingsforløb er forestillingen temmelig pauvert anlagt og forløst, hvilket ikke ligefrem bliver understøttet af det lurvede sceniske bordel/motel-interiør, hvori handlingen udspilles. Hver af de aktive vokalister har en specifik rolle at varetage, enten som forsmået kone, mandlig elsker, forstødt transseksuel søn, sado-dominerende call girl og lejemorder, der er sammenbundet i en gruppe på motellet af en central drag-queen værtinde.

At indlægge highlights af Puccini, Cole Porter, Verdi, Mozart, Ponchielli, Thomas Adès, Kurt Weill, Wagner, Händel, Saint-Saëns, Carol King, Gounod, Freddie Mercury, Cher og flere andre under samme bordel-motels tag er en udfordring for både de optrædende og for publikum. Prisen for den bedste/værste parodiske vokale indsats må bordel/motel-værtens skingre faltsetlydende foredrag af Sarastros arie fra Tryllefløjten (I disse hellige haller) nok tage. Andre vilde vokalindsatser følger efter, men på mærkværdig vis holder forestillingen vand takket være dens musikalske overskud, også fra orkestergraven, der her skal honorere et ligeså bredtfavnende musikalsk spektrum, som personagernes seksuelle diversitet på scenen rummer.

Man bliver udfordret på både øje, øre, sjæl og sind ved indtagelsen en sådan musikalsk sandwich af alle slags identitetsskabende karakterer. Selvom handlingen og det dramaturgiske flow virker både tyndt og haltende, går man alligevel opløftet derfra som en direkte følge af kunstnernes livfulde engagement, overskud og vilje til at give konceptet en ægtefølt chance – uanset om det så er en forestilling på ret eller vrang.