Flemming Quist Møllers bogserie om Jungledyret så første gang dagens lys tilbage i 1988, og siden er det blevet til en række bøger og film om det lille, nuttede, sjældne jungledyr med det herlige navn Hugo.
Bellevue Teatret har nu omsat historien til moderne musical med fuldt knald på handling, scenografi, dans og sang. Det er fuldt på højde med hvad man ser internationalt af børnemusicals – ganske flot og underholdende.
Vi møder først Hugo i junglen, hvor han sammen med abevennerne Zik og Zak hygger og leger, hvis de ikke lige gemmer sig for den fæle panter.
Men pludselig bliver junglen invaderet ef en millionær og hans forkælede datter Izabella, der går op i at få mange følgere på sin instagramprofil. Farmand vil fælde og brænde store dele af junglen af for at plante soyaplanter og oliepalmer, som man tjener masser af penge på.
De opdager Hugo og vil have ham med hjem til København – farmand Conrad for at tjene penge på ham ved at lave en film med Hugo og datteren Izabella. I København savner Hugo junglen men møder ræven Rita, som han bliver gode venner med, men pludselig kommer berømmelsen tæt på og livet som filmstjerne lokker, så Hugo må tænke sig grundigt om, inden han vælger den vej, han skal tage.
Det er som nævnt ganske flot underholdning, Bellevue Teatret har fået stablet på benene med Jesper Mechlenburg i front som instruktør og komponist. Nyligt afdøde Flemming Quist Møllers historier er dog ikke nye for teatrets chef Pia Jette Hansen, der har haft Steen Koerners dansende udgave af Cykelmyggen Egon med sig hele vejen fra Holbæk Teater, over Østre Gasværk og til Bellevue. Astrid Lynge Ottosen har lavet en flot vekslende scenografi og sjove kostumer til de medvirkende, mens Malthe Haugaard har tryllet med lyset.
Som Jungledyret Hugo er Laurids Skovgaard Andersen charmerende og nuttet ligesom det lille dyr selv, og han har publikums sympati hele vejen gennem forestillingen. Som ræven Rita var det Julie Kunz der var på den forestilling jeg så. Malaika Berenth Mosendane spiller også rollen, men Julie Kunz var så absolut dejlig i rollen med en naturlig sødme og en fint kropssprog. Som Izabella ses danse- og tiktokstjernen Rebekka Bjerre i sin teaterdebut. Hun er velvalgt til rollen som den forkælede pige, der dog til sidst har hjertet på rette sted. Hun danser selvfølgelig til topkarakter, men det er tydeligt at hun ikke synger live – hendes lip-synch var under al kritik denne søndag middag.
Rikke Buch Bendtsen er en fest både som kok med gode urtedeller og som selvoptaget filmstjernehund, og Kristian Høgh Jepepsen giver den alt, hvad den kan trække af kynisk tegnefilmskurk. De fire dansere liver godt op i scenerne i den effektive koreografi af Nicky Andersen.
Jungledyret Hugo på Bellevue Teatret er god og lærerig underholdning for hele familien, med en flot stram spilletid på 70 minutter, tilpas for de mindste publikummer, der fulgte godt med under hele forestillingen.