Hele rummet i LiteraturHaus på Nørrebro emmer af queer stemning fra det øjeblik, man træder indenfor. Det er dermed det helt rigtige set up for en queer cabaret med en alvorlig histrorie om vold og flugt fra et dikatorisk regime bag glitterfacaden.
Den karismatiske performer Nova Duh, der kommer fra Chile, og den dygtige og nuttede musiker Josh Herring lægger godt ud med en åbning fuld af erotik med et glimt i øjet. Her er helt klart tale om Star Quality, når Nova Duh sensuelt og med poppende staccato bevægelser vrider sin krop rundt til Josh Herrings pumpende rytmer.
Publikum står op, og Nova Duh bevæger sig også rundt blandt gæsterne på gulvet og ender oppe på en scene ved vinduet, hvor vi får et stripshow, mens vi hører om at føle sig usikker i sin krop og seksualitet. Forestillingens stætkeste scene. Se det er god cabaret stil, og hele salen er med på præmissen, men så begynder det desværre at gå lidt galt. Karisma til trods er der ikke den store sangstemme gemt i Nova Duh, og den store ballade på chilensk ved klaveret bliver en ikke helt rar oplevelse, og det bliver endnu sværere at finde hoved og hale i anden del, hvor vi tilsyneladende er i en skole, og der foregår noget revolutiuon, og vi skal også igennem en tredie del, der er enerverende gentagen i opbygning og igen uforståelig i teksten, der synes at have et vigtigt budskab om alle dem, der forsvandt, men som vi ikke kan høre i rytmer og larm. Det gør, at selvom vi er forsinkede denne aften, tilsyneladende fordi vi ventede på en udenlandsk ambassadør, så holder forestillingen ikke den lovede tid på 70 minnutter og vil heller ikke komme til det med mindre man strammer gevaldigt op.
Vi forstår primært ikke, hvad der bliver sagt, og de meget flimrende og ufokuserede filmstrimler på væggen hjælper ikke meget, og det er alt for langt. At være Queer og velmenende er ikke nok til at bære en soloforestilling i tre akter. Det er som om, vi i LGBT+ miljøet accepterer, at forestillinger om os selv med os selv gerne må være rodede og halvfærdige, bare det er Queer, men hvis man vil have publikum i tale uden for vores segment, så er det altså ikke nok. Og vi har i den grad brug for at få et større publikum i tale end os selv med al den modstand mod drag-performere, der foregår ikke kun i udlandet men også herhjemme.
Det er derfor endnu mere frustrerende, fordi der er de helt rigtige forudsætninger for, at denne forestilling kunne lykkes. Ikke mindst en autentisk historie, der er vigtig at få fortalt, og den helt rigtige performer med viljen og styrken til at gøre det. Aftenen startede så godt for så langsomt at falde fra hinanden, det kunne tyde på at instruktøren Jeremy M. Thomas skulle have turde at skære væk og stramme mere op, end tilfældet er, måske trådt lidt tilbage og set på forestillingen med briller lidt væk fra det segment, som er glade, bare fordi det lugter af queer feststemning og tilhørende hotte rytmer.
Men Nova Duh er en fascinerende performer fuld at kraft og styrke og mod, der også kan virke hudløst ærlig og rørende, og Josh Herring får skabt den helt rigtige underlægningsmusik. Det er iscenesættelsen den er gal med og manuskriptet, for hvad vil man nå at fortælle i et larmede lokale, hvor det er svært at høre teksten. Nova Duh og deres historie havde fortjent bedre.