Mathilde Arcel Frock formidler fint ensomheden hos unge i en verden styret af sociale medier. , Foto Jacob Sprogøe
Aveny T har oprettet en scene der skal præsentere ung ny dramatik og være en platform for vækstlaget af nyuddannede skuespillere. House of T, som den nye scene hedder, har lige haft premiere på den første forestilling om unge og ensomheden.
Titel:
Nogen er ude at drikke øl
Teater:
House of T på Aveny T
Spillepriode:
1 - 5. december 2020
Det er altid dejligt når teatre inddrager foyer og andet til forestillinger i mindre scala end på deres store scener og dermed giver chancen for unge nye projekter. På Aveny T har man oprettet House of T hvor det er meningen at unge nyuddannede skuespillere skal have en platform at afprøve egne projekter på.
Første forestilling er af og med Mathilde Arcel Fock, og hun har taget fat på ensomheden hos unge. I en verden hvor sociale medier har stor bevågenhed hos især den yngre generation, er det vigtigere end nogensinde at være de rigtige steder på de rigtige tidspunkter, sammen med de rigtige mennesker, og så få det offentliggjort på enten Facebook, Instagram, Twitter, Snapchat eller et andet socialt medie.
Ensomheden kan ramme endnu hårdere fordi man kan se hvor meget andre hænger ud sammen – og med hvem, og følelsen af at være ekskluderet er endnu mere markant.
Med afsæt i Eponines klagesang On My Own fra musicalen Les Misérables fortæller Mathilde Arcel Fock, med hjælp af Josephine Eusebius der læser Dramatisk Skrivekunst på Den Danske Scenekunstskole, historien om en ung pige der sidder derhjemme alene og skal få en aften til at gå.
Hun har opfundet et alter ego som en skotsk detektiv der skal kaste lys over sagen om en forsvunden pige, men også en samhørighed med popjerner på YouTube og et konstant håb om en sms eller opringning fra Drengen med huen, og en angst for ikke at være tilstede når den kommer – er med til at få tiden til at gå. Læg dertil en god portion mindreværd og en konstant undskylden for sin tilstedeværelse, og vi er ved at være der.
Det lyder alt sammen meget trist og sørgmodigt, og det er da heller ikke en rar fornemmelse at føle sig ensom. Alligevel formår Mathilde Arcel Fock med masser af selvironi og en betagende naturlig generthed at få os til at grine og føle os opløftet under forestillingen.
Det er bestemt et emne der ikke ser ud til at forsvinde eller blive mindre i den nærmeste fremtid. De sociale medier og fælleskabsfølelsen ser ud til at tiltage i styrke – især lige nu i den corona-isolation vi befinder os i.
Det er interessant og medrivende hurtigt teater, og man skal skynde sig hvis man vil opleve det – det spiller kun en uge.
En