Musisk vellykket sceneudgave af børne- og ungdomsklassiker

Det er en rigtigt god idé at opsætte Kattejammer Rock som  musikteaterforestilling. Bare titlen giver genklang hos rigtigt mange, og også mange unge i dag har en smule kendskab til sangene fra deres skoletid.

Problemet i Teater Vestvoldens ellers på mange måder meget vellykkede forestilling er den meget svage tekst. For det første er der alt for meget af den, og det meste skal ingen steder hen, andet end at prøve at forklare et umådeligt uinteressant plot der ellers piftes op med både tvangsfjerning af børn, alkohol- og pille misbrug, og fraværende forældre. Det er desværre blot en mængde banaliteter der står i kø for at blive sagt af de ellers så udmærkede to medvirkende. Forestillingen bliver alt for lang, og man har for længst både gættet forholdet mellem de to på scenen og mistet interessen for dem inden de selv når til konklusionen. 

De indlagte virtual reality sekvenser er mere et smart gimmick end noget der egentlig er nødvendigt for histrorien. Det forstyrrer og forlænger forestillingen mere end det gavner. 

Men når musikken spiller, er det pludselig en helt anden forestilling. Mathias Nielsen har genarrangeret de gamle sange til et nutidigt lydbillede, og de er aftenens absolutte stjerner. De bliver også sunget med indlevelse og kraft af både Cecilie Greiber Alring og Max Emil Nielsen. De to og musikken hiver forestillingen op og gør den vedkommende og fascinerende. Man bliver pludselig interesseret. Interessen forsvinder dog desværre igen når de mange tekstscener tager over.

Ærgerligt at man ikke har fundet en bedre vinkel på historien omkring de gode sange.