Operation: Orfeo fra 1993, kan stadig betage i smukke visuelle billeder., Foto Roberto Fortuna
Skuespilhuset har besøg af Hotel Pro Formas klassiker Operation: Orfeo og den har svært ved rigtig at få fat i publikum og bliver ligeså distanceret som den tid den er skabt i.
Titel: Operation: Orfeo
Teater: Hotel Pro Forma
Spilleperiode: 5. juni i Skuespilhuset, samt 8, juni i Musikhuset Århus.
Der findes stadig momenter i Operation: Orfeo der kan imponere med deres visuelle udtryk, men som helhed synes forestillingen at være en kende gammeldags, og kan virke nostalgisk for det publikum der har set den før - og direkte kedelig for et nyt publikum. Jeg tilhører det sidste.
Hele opsætningen er meget selvhøjtidelig, og selv små elementer hvor humoren kigger ind, som der hvor alle medvirkende tager en blå ballon frem, virker overtænkt og påklistret.
Vi er mellem liv og dør mellem mørke og lys, og Bo Holtens kompositioner får symbolikken til at glide forståeligt forbi på scenen. Men det musikalske highlight er Glucks arie fra operaen Orfeu fra 1762, den virker stadig forfriskende musikalsk - noget forestillingen som helhed ikke gør. Men sangerne fra Latvian Radio Choir med solisten Ieva Parsa i spidsen er i smuk harmoni og klare i solierne under ledelse af Kaspars Putnis, og det er i korstykkerne at Bo Holtens musik virkelig har gennemslagskraft.
Det er de visuelle billeder der er Kirsten Dehlholms styrke mere end det fortællermæssige, og både hun og teaterverden er kommet langt siden 1993 hvor denne forestilling første gang havde premiere i Musikhuset i Århus. Men Maja Ravn og Jesper Kongshaugs scenografi og lysdesign har stadig en kvalitet der er tidløst.
Som historisk værk er forestillingen også af en vis vigtighed, og dermed også en fortjent plads i den danske teaterhistorie, og kan derfor gå på en velfortjent pension efter denne sidste turné.