Flugten til accepten

Eddy bliver født i en lille by i en fattig del af Frankrig – en by hvor man helst skal være som de andre. Når man er dreng, betyder det at man skal være en af de hårde drenge. Det er Eddy ikke. Han går i smug klædt i sin søsters tøj og kan mærke der er noget galt med ham i forhold til de andre drenge. 

Svans, bøsserøv og homo er blot nogle af de tilråb han får. Da han og en flok andre unge – bl.a. hans fætter – en dag ser en pornofilm, får de ideen til at opføre scenerne selv, da pigerne i byen er for snerpede til at være med til den leg. 

De af drengene der skal være piger og tage i mod, skal bære en ring – og det bliver selvfølgelig Eddy der dermed opdager hvor meget hans krop elsker at blive brugt på netop den måde. Men en dag opdager hans mor hemmeligheden – og så må Eddy endnu mere forsøge at være den barske og finde sig en pige-kæreste. På et tidspunkt tror han at han er kureret og blevet "normal," men en aften på et diskotek ændrer hans liv for altid.

Historien vækker genkendelse hos de af os der er vokset op i små samfund, har følt sig anderledes og ikke har kunnet passe ind. Måske har oplevelsen ikke været så barsk som i fortællingen om Eddy, men følelsen har været der.

Morten Hee Andersen spiller Eddy med masser af energi og en blanding af følsomhed og vrede. Det er voldsomme scener hvor en mikrofon bliver effektivt brugt. Med få sceniske midler formår Morten Hee Andersen og instruktøren Anna Balslev at drage os ind i historien og de forskellige lokaliteter og personer i den. Det er voldsomt og barsk, mere end det er hjertegribende og rørende, men det er en aften i teatret der sætter sig i kroppen, og som er vigtig for LGBT-miljøet. 

Bravo og flot gjort til Betty Nansen Teatret!