Regnbue-drama i Nyborg

Betty Glosted skulle fejre sit 40-års jubilæum med forestillingen. Selv om hun på papiret er en del ældre end de 47 år Judy Garland var da hun døde, virkede det oplagt, og jeg og mange glædede os til at se hende i rollen. Jeg havde set forestillingen før både i London med Tracy Bennet og i København med Jette Torp som Judy Garland i en intim iscenesættelse af Jan Hertz. Da jeg var på vej mod Nyborg sidste søndag, tikkede beskeden ind at forestillingen var aflyst. Det kom så frem at Betty Glosted havde stemmeproblemer og derfor var ude af forestillingen. De unge producenter hev Kiki Brandt ind i en hurtig dublering så ikke alt for mange forestillinger skulle aflyses. På Kiki Brandts første forestillingsdag – i går fredag – meldte Betty Glosted sig rask og udsendte en pressemeddelelse om at hun ikke havde været med i beslutningen om at erstatte hende i den forestilling hun selv havde iscenesat og skulle fejre sit jubilæum i.

Det lyder næsten som noget der kunne være sket for selveste Judy Garland – og noget af et virvar for Kiki Brandt at skulle gå på scenen i. Men på scenen gik hun, og hun lignede Judy Garland med den lille spæde krop. Hun havde manuskriptet med hele forestillingen igennem, så det vil være synd at gå ind på timing og andet da det jo i sagens natur vil være en del anderledes end hvis man spiller uden manuskript, og det derfor er mere organisk. Men man vænnede sig nu hurtigt til præmissen, og Kiki Brandt fik en hel sal på sin side. Hendes vokal er nok noget af det tætteste på Judy Garland jeg har hørt, og selv med et manuskript i hånden formåede hun at få de stille scener til at virke i samspillet med Jon Lange som hendes yngre på ydersiden charmerende mand, og Keld Heicks søde og værdige pianist. A Star is born? – Måske. På tre dages prøver er det i hvert fald imponerende hvor meget af Judy Garland hun fik med på scenen. Meget strittede naturligvis i mange retninger, men jeg er sikker på at hvis chancen byder sig til flere forestillinger, vil niveauet i scenerne indpasse sig. 

Jon Lange giver Judy Garlands sidste mand flot krop og forsvarer ham som en ambitiøs mand der vil lykkes med sine projekter – i dette tilfælde at få Judy Garland på scenen – koste hvad det vil.

Keld Heick får en yderst hæderlig skuespiller-debut som den homoseksuelle pianist Anthony. Han spiller ham afdæmpet og ganske rørende – især i hans scener med Judy Garland.

Bandet under ledelse af Bent Lundgaard får skruet godt op for jazzen i de kendte sange, og Anders Vesterholms scenografi er yderst delikat og imponerende flot på den lille scene i Nyborgs smukt istandsatte Kulturhus. 

Teksten er forestillingens svaghed, og det har den altid været i sit meget gentagne, ensidige billede af personerne, men projektet og forestillingen fortjener mange publikummer – med eller uden Betty Glosted.