Sprudlende klassiker

Hun sætter sin hat som hun vil hende Annie Jensen – og det må hun bøde for i et samfund der har manualer på hvad som helst. Man skal følge manualen, ellers passer man ikke ind og bliver sendt på anstalt indtil man kan opføre sig som samfundet har brug for. Handlingen i Jeg er sgu min egen er skrevet i 1967 af Klaus Rifbjerg, men den er på mange områder gyldig i dag hvor der også findes unge der har problemer med at passe ind i et samfund der bliver mere og mere bureaukratisk. 

Det er derfor oplagt at spille Jeg er sgu min egen lige nu, men desværre synes opsætningen på Nørrebro Teater mere at ville ramme en essens af den tid forestillingen er skrevet i end at ville opdatere den til vores tid. 

Mathilde Passer i hovedrollen er friskt klædt på i en gul lårkort kjole og kasket der vækker minder om Daimis påklædning i filmen. Mathilde Passer har også en del af Daimis mimik – blandet med en hel særlig snert af Mathildes berømte morfar Dirch Passer. Hun er et energibundt i hovedrollen – drøncharmerende, men moderne kan man næppe kalde hende. 

Rundt om hende er de øvrige ude og inde af masser af roller – især Nicolai Jandorf som Annies musikerkæreste Nicolai, Marie Askehave som opsynsværgen og Tom Jensen som bageren Annie et kort øjeblik lever sammen med, står stærkt i karaktererne og sangene. 

Ellers er det musilalske lidt af et problem i forestillingen. Det er en musical, og derfor er det jo vigtigt at de medvirkende kan synge. Det er ikke nok længere at være i stand til at ramme tonerne; Vi er efterhånden , især på grund af Det Danske Musicalakademi i Fredericia, vænnet godt til at høre gode sangere i danske musicals. Det glimrede ved sit fravær her. Heller ikke Mathilde Passer i hovedrollen havde den umiddelbart fornødne stemme. Hun beltede godt nok sine sange som Daimi gjorde i filmen, men hvor Daimi havde en varme i sin stemme, lyder Mathilde Passers lidt skarp i lyden. Det gælder for de fleste medvirkende i forestillingen, og sammen med det meget rockede opdaterede arrangement af sangene af Søren Graversen bliver lydbilledet  noget skingert. 

Iscenesættelsen af Niclas Bendixen er effektiv og fuld af energi, men noget udvendig og en smule ensformig i længden. Til gengæld har Peter Friis lavet en opfindsom koreografi til alle numrene der sammen med den farveglade scenografi af Torden & Lynild er med til at give forestillingen det charmerende udtryk den trods alt har.