Musicalen Anastasia fra 2017 er baseret på tegnefilmen af samme navn fra 1997, og den handler om myten om den forsvundne zardatter Anastasia i forvirringen omkring henrettelsen af Zar-familien i 1918 efter revolutionen i Rusland. Myten opstod fordi rygterne lød, at man ikke efter henrettelsen kunne finde liget af Storhertuginde Anastasia og derfor mente, at hun på en eller anden måde havde overlevet massakren.
I mange år påstod tyske Anna Anderson at være den russiske prinsesse. Mange troede hende, og i 1956 indspillede Ingrid Bergman filmen Anna/Anastasia, men senere DNA-resultater har vist at Anna Andersen, der døde i 1984, var en svindler og ikke den rigtige Anastasia.
Man har også siden identificeret alle lig af den myrdede Zar familie. Dermed er myten en smule punkteret, men musicalen løser den side ganske fint i den afsluttende scene.
I det hele taget er det en meget vellykket opførelse på Malmö Opera af den meget velskrevne musical. Den tager kun sit udgangspunkt i tegnefilmen, men har ændret persongalleri. I filmen genopstår munken Rasputin som skurk – i forestillingen kommer det farlige fra en kommisær i det hemmelige politi. Så musicalen er omskrevet for et voksent publikum og er som sådan ikke en familieforestilling – selvom der i den til tider dystre historier stadig er en masse herlig humor.
Vi begynder i Rusland lige før Revolutionen, hvor Anastasias bedstemor Enkekejserinden, den danske prinsesse Dagmar, der tog det russiske navn Maria Fjodorovna, da hun giftede sig med den russiske Zar, flytter til Paris og giver Anastasia en spilledåse som afskedsgave.
Pludselig kommer revolutionen og vi møder den voksne pige Anya, der har hukommelsestab, men passer ind i den plan, den snarrådige Dmitrij og hans kumpan – den fallerede Vlad – har udtænkt. Enkekejserinden har nemlig udlovet en dusør til dem, der kan bringe hendes forsvundne barnebarn Anastasia til hende i Paris.
Vi kommer gennem de hårde tider i Rusland, hvor folk stadig sulter – nu er det bare under nogle andre ved magten. Flugten gennem Rusland til det kulørte liv blandt de aristokratiske russiske flygtninge i Paris.
Den danske scenograf Benjamin La Cour har skabt en imponerende velfungerende scenografi, der bruger draperier i grå farver i Rusland, og Eiffeltårnet og Triumfbuer i forskellige størrelser, når vi kommer til Paris, så vi genialt og hurtigt skifter fra scene til scene især ved hjælp af medrivende og opfindsom koreografi af Miles Hoare.
Malmö Operaorkester spiller Stephen Flahertys iørefaldende musik med fuld pondus og medfølende romantik.
På scenen har man et utroligt velsyngende og velspillende hold med en ganske forrygende Tuva B. Larsen i hovedrollen i skønt samspil med Andreas Weise som Dmitrij og Michael Jansson som Vlad. Lill Lindfors giver stjernekvalitet i rollen som Enkekejserinden, og Åsa Fang morer som den livlige grevinde, der er hendes hofdame. Rollen som den knugede Gleb fra Det hemmelige Politi blev denne eftermiddag sunget af Daniel Eriksson, og det gjorde han på alle måder udmærket, men man kunne fornemme hvad Philip Jalmelid, der ellers har rollen, vil tilføre af dæmonisk sexet charme og farligt nærvær som Daniel Eriksson ikke rigtigt har – derved var der ikke en egentlig farlig modstand til forestillingens hovedfigur.
Man kan måske tænke, at det lige præcis nu er lidt mærkeligt med en forestilling, der hylder de russiske dyder – eller netop måske nu, hvor man må tro, der er en stor del af befolkningen, der måske gerne vil væk fra det regime, der lige nu befinder sig i Moskva.
Anastasia på Malmö Opera er storslået musicalkunst, som ikke fås bedre.