Vores gæsteanmelder Kim Lundsgaard Nielsen ved ikke om Elise Kragerup kender verdenshistorien før den udspiller sig, eller hun bare er i besiddelse af exceptionelt god fornemmelse for, hvad der er aktuelt. Da krigen i Ukraine brød ud, havde hun ”Animal Farm”på repertoiret omhandlende krig og diktatur, og nu under et tronskifte sætter hun ”Edward II” op, som omhandler et tronskifte – dog under mere dramatiske forhold.
Det er et utroligt stærkt hold af skuespillere, der er på scenen, og som man kan mærke både kender hinanden og instruktøren Elise Kragerups stil. Det giver en helt særlig kemi på scenen, at mange af de medvirkende kender hinanden fra mange produktioner og næsten kan kaldes et fast ensemble.
Historien er drønaktuel, selvom tekstoplægget af Christopher Marlowe er fra 1592. Det handler om den engelske kong Edward II, som man mener havde et homoseksuelt forhold til sin nærmeste rådgiver, Gaveston. I hvert fald er man i denne sceniske udgave ikke i tvivl. De HAR et forhold, som de frit lader sig udfolde, både foran dronningen og hoffet – og så bliver det problematisk. For kan man have en konge, som ikke lever op til forventningerne om, hvordan en sådan skal opføre sig og endda også tillader sig at give sin elsker både titler og magt. Næh, så begynder konspirationerne, og det er virkelig både sjovt og spændende at følge dette hofs planer om at prøve at styre deres monark efter deres hoved med fatale følger. Men drab og kongemord var jo hverdagskost i middelalderen. Her når man ikke at abdicere!
Elisa Kragerup er drøngod til at få sine spillere til at agere sammen og skabe karakterer, så det bliver som en leg at se på, og sammen med scenograf Karin Gille får hun også skabt billeder, som er meget virkningsfulde med enkle midler. Fremhæves bør skildringen af Gavestons mord, da han forsvinder i bagtæppet og en bænk brugt som skafot til halshugning af de mange adelige, der altid må lade livet, når det handler om konspirationer i middelalderen. Maja Mirkovic får også skabt kostumer, som både er historiske og tidløse.
Skøn er fx scenen, hvor kongen ankommer i kjole til hoffet, og Signe Fabricius har fået spillerne til at bevæge sig graciøst og dansant men i karakter. Og så er der det formidable hold af spillere. Peter Plaugborg kan kunsten både at være meget maskulin og feminin på samme tid, og han får skabt en meget rørende Kong Edward, som er fanget i sin kongestatus og må ofre sin kærlighed på grund af sin position. Liige så skøn er Simon Bennebjerg som hans udkårne Gaveston. Han er lige tilpas charmerende og provokerende, så man forstår, at hoffet må skille sig af med ham. Få har en så stor naturlighed på en scene som Bennebjerg. Vi holder alle af denne gavflab og smukke mand, men er godt klar over, at der kun er én udvej for hans figur. Maria Rossing er også isnende god som den manipulerende dronning, der ikke skyr nogen midler for at komme til magten i ledtog med Mikkel Arndts forsmåede baron Mortimer, som syder af sleskhed og magtliderlighed. Johanne Louise Schmidt, Asbjørn Kragh Nissen og Thorbjørn Hedegaard følger trop som resten af hoffet, og det er en fornøjelse at se, hvordan de får skabt individuelle roller ud af hoffets mænd og kvinde med hver deres agenda, og så er deres samspil i en klasse for sig. Jeg har en kæmpe svaghed for Ena Spottag. Hun stjæler gang på gang billedet, fordi hun bare har en helt utrolig skøn replikføring og komisk timing, og så er hun bedårende som den unge prins i sommerfugleballet. En stor komedienne, som også får lov at levere den smukke slutreplik: ”Intet menneske skal straffes for, hvordan man lever eller elsker andre”. Line Felding gør det også utrolig godt som enmandsorkester og lydbillede med de medvirkende som sangunderlag. En meget vigtig del af forestillingen.
Alt i alt en rigtig underholdende aften i teatret, som tager temaer op om queerness, monarki og magt. Hvornår får vi mon en konge/dronning, som vil giftes med sit eget køn?
Hvis man skal komme med lidt kritik, så taber 2. akt måske lidt pusten i forhold til den eminente 1. akt. Når Plaugborg og Bennebjerg forlader historien, er det lidt svært at holde interessen. Men heldigvis vender de tilbage i det meget smukke slutbillede. Og så mangler Xenia Noetzelmann som Kongens bror lidt dramatisk tyngde, og det er lidt en skam, da det er en meget vigtig rolle, som har nogle gode replikker, som nogle gange kan være svære at forstå. Rollen er også en af de karakterer, som gennemgår en spændende udvikling og fylder meget i historien. Men det kan være det bliver bedre når forestillingen har spillet et par gange. Det skal i hvert fald ikke holde nogen fra at tage i teatret og få en virkelig underholdende aften med noget at diskutere bagefter. Med skuespillere i absolut topform og en meget spændende historie. Det kan varmt anbefales, og Betty Nansen Teatret beviser igen sin styrke indenfor dansk teater.