Verdifestivalens opførelse af Maskeballet – med masker

Med epidemien stadig uhyggeligt tæt på i Italien var publikums pladser reduceret til under halvdelen af teatrets normale kapacitet, og der var såre strenge restriktioner med både obligatorisk maskepåbud, omfattende identifikationsprocedurer og tests før hver forestilling, såvel af publikum som af samtlige optrædende.

Stemningen under festivalen blev derfor nok lidt trykket, men for så vidt også i overensstemmelse med operaens grumme fortælling om det svenske kongemord på Gustav III. Opsætningen var i den originale version, som Verdi selv efter kirkestatens strenge censur senere måtte omarbejde og henlægge til et guvernørmord i Boston of all places.

Mest markant ved forestillingen var måske den markante scenografiske ramme med operakoret, der i dette værk spiller en meget stærk kommenterende og betragtende rolle. Det var placeret højt oppe på en indbygget balkon over scenen i en rundbuehorisont. Det kunne ved første blik ligne et rent ud genialt scenografisk greb, men var for så vidt fremkommet alene som følge at et statsligt påbud på grund af Covid-restriktioner, hvor man for alt i verden ville adskille solister og kor mest muligt fra hinanden. Resultatet blev ikke desto mindre en både stærk dramaturgisk og akustisk berigelse af forestillingen, hvorfor ikke alle nødløsninger derfor nødvendigvis er af det onde.

Musikalsk set var opførelsen uhyre sikker og prægnant, dirigeret af Roberto Abbado (afdøde Claudio Abbados nevø og for mange år siden en ung prisvinder i Malko-dirigentkonkurrencen herhjemme). Han lod Verdis musik komme til orde i et spændt og tilbageholdt musikalsk udtryk, der såvel vokalt som instrumentalt fik en til at spidse øren for at opfange alle den fine raffinementer, der ligger gemt i dette højspændte, men samtidig subtile drama.

Sangligt stod hovedpartierne skarpskåret med flotte vokalindsatser fra samtlige medvirkende, anført af Piero Pretti som Gustav III, Anna Pirozzi som hans elskede Amelie, Amartuvshin Enkhbat som hende mand Grev Anckarström, og Anna Maria Chiuri, der som spåkonen Ulrica sætter dramaet i bevægelse med sine skæbnesvangre forudsigelser om kongens endeligt.

Regien var lagt i hænderne på Jacopo Spirei, der baserede opsætningen på den nyligt afdøde Graham Vicks oprindelige idéprojekt. Denne uventede løsning på festivalens åbningsforestilling satte sine spor og lod desværre iscenesættelsen på et lidt forceret og fortænkt udtryk. Men musikalsk blev publikum belønnet med en forestilling, der strålede af vokal sangkunst og dramatisk udtryksvilje – med eller uden maske på scenen og i publikumssalen.

To dage senere gav Abbado igen en solid prøve på sin kunst som dirigent ved en koncert, hvor man opførte et udvalg af Verdis tidlige ouverturer, mellemspil og korsatser foruden en verdenspremiere på den for nylig genfundne balletmusik til operaen Nabucco, oprindelig komponeret til en opførelse i Bruxelles i 1848.

Igen udgjorde koret med dets særprægede sceniske placering højt hævet over orkestret en interessant akustisk oplevelse. Selv om disse korsatser ofte er relativt korte, står de tilbage som sjældent afrundede kompositioner, der yder Verdi fuld anerkendelse for den geniale måde, han lader korpartierne understøtte den dramatiske fremdrif i sine operaer. Hele grebet med en korkoncert afvekslende med rent instrumentale satser var derfor en spændende oplevelse og kunne være et godt eksempel at efterleve for andre operahuse, når talen falder på Verdis musik.