Vores kongelige operakor har eksisteret siden 1789 og er altså to år ældre end Mozarts ”Tryllefløjten”. Siden 1970 har korets medlemmer, der anno 2023 tæller 40 sangere, været fastansatte, og at dømme ud fra deres koncert på Gamle Scene den 19/11 er de ikke bare rigtig dygtige men også glade for deres arbejde.
OM PROGRAMMET
”Gad vide, om jeg kommer til at kede mig?”, tænkte jeg, da jeg forud for koncerten fik tilsendt dens program pr. mail for at kunne forberede mig på min anmeldelse. Programmet bestod nemlig med en enkelt undtagelse af musik fra den samme tidsalder, nemlig den romantiske periode, og jeg var også skeptisk overfor, om klaverledsagelse for alvor kunne løfte musikken, når man nu er vant til at høre Det Kongelige Kapel støtte op om disse 40 sangere. Men jeg havde ikke haft grund til at bekymre mig, indså jeg hurtigt, da koncerten var gået i gang. For programmet var rigtig fint skruet sammen – det vekslede mellem akkompagnerede og a capella-satser, nogle af satserne var verdslige, hvorimod andre kom fra den kirkelige verden, og der blev også sunget på både dansk, tysk, kirkeslavisk, fransk og italiensk.
Programmet startede med morgensangen fra Gades ”Elverskud” og en Mendelssohn-sats, fortsatte med en gruppe Schubert-stykker, og afsluttede første halvdel med kirkemusik af Tjajkovskij og Fauré. Efter pausen fortsatte den romantiske stil med en Brahms-gruppe, inden først en a capella-sats af Rossini og to Petrassi-stykker fra 1952 gav os alle sammen smil på læben. Koncerten rundedes af med to populære operakor af Verdi og Bizet, og som ekstranummer fik vi en aftensang, nemlig Rheinbergers motet ”Bleib bei uns”, der stod i fin kontrast til den indledende morgensang og på den måde i dobbelt forstand havde en afrundende effekt. Så stor ros for et velafbalanceret program.
OM DEN MUSIKALSKE UDFØRELSE
Jeg har ofte haft anledning til at konstatere, at vi har et velsyngende operakor, når jeg anmelder, og det var dejligt ikke kun at blive bekræftet i dette indtryk men også at få lejlighed til at få et dybere indblik i korets kunnen ved deres koncert. Koret er tydeligvis godt sunget sammen, dvs. at de tilpasser sig hinanden, så ingen enkeltstemme eller stemmegruppe fylder for meget, og de synger også med kærlighed til musikken, hvilket smitter publikum, både når vi er nede i de delikate detaljer i satsen om keruberne fra Tjajkovskijs ”Johannes Chrysostomos liturgi”, og når koret for alvor giver los i nummeret fra fjerde akt af Bizets ”Carmen”.
I programmet citeres et tre år gammelt interview med en af korets sangere, der bl.a. siger, at i koret er ”vi alle som solister interessante. Vi skal være os selv, og så skal vi komme med vores lyd, som så bruges i et fællesskab med hinanden.” Det er muligvis denne filosofi, som den interviewede sanger kontrasterer med det at arbejde i et koncertkor, hvor klangen skal være mere homogen, der et par enkelte steder giver lidt mislyd – for meget individualitet, om man vil, eller måske for divergerende teknik – primært i de høje stemmer, når det synges kraftigt. Jeg bemærkede det bl.a. i den førnævnte Tjajkovskij-sats, og det var også med til at gøre klangbilledet i de to harmonisk avancerede stykker af Petrassi lidt mudret.
Men det var små detaljer, som ikke ødelagde det meget, meget fine helhedsbillede, og da vi kom til de afsluttende operakor, var Operakoret helt på hjemmebane og gav sig selv lige så fuldt og helt, som havde det været en komplet opførelse af de respektive operaer. Jeg har i flere af mine anmeldelser beklaget mig over det noget varierende niveau blandt operasolisterne på Det Kgl. Teater, men vores operakor har vi al mulig grund til at være stolte af.
Koret akkompagneres af Ian Ryan, der både har erfaring som repetitør, dvs. en pianist, der akkompagnerer sangerne eller koret under prøvearbejdet, dirigent, kammermusiker og lied-akkompagnatør. Ryan behersker Steinway-flygelet på bedste vis og udfylder sin opgave som akkompagnatør fuldt tilfredsstillende – han fylder det, han skal, uden at være hverken selvudslettende eller at få solistnykker. Under de to operasatser kommer flygelet, men ikke Ryan, lidt til kort – det kan simpelthen ikke hamle op med et helt orkester, uanset at Ryan spiller med et fint fortissimo, når det kræves. Men bortset fra det bidrog Ryan og flygelet rigtig fint til koncerten, ikke mindst i Faurés ”Cantique de Jean Racine”, hvis forspil Ryan spillede smukt og følsomt.
OM STEMNINGEN
Stemningen var god fra starten, og den blev kun bedre, som koncerten skred frem. Efter de to første numre henvendte dirigenten Karine Locatelli sig til os i salen og forklarede lidt om baggrunden for både koncerten og nogle af de stykker, vi havde hørt og senere skulle høre. Locatelli, der har arbejdet på forskellige produktioner på Det Kgl. Teater siden 2015, talte med charme og med en kærlighed til operakoret, som tydeligt skinnede igennem.
Selvom publikum helt fra starten virkede involveret i koncerten og klappede generøst efter hver sats, intensiveredes vores opmærksomhed, da satsen fra ”Johannes Chrysostomos liturgi” udfoldede sig – Tjajkovskijs smukke og højtidelige a capella-musik havde den effekt, at stemningen fik et nøk opad, og satsen modtog et længere bifald, end alle de foregående stykker havde fået. Under de morsomme satser i anden afdeling, dvs. Rossinis nytårssang og Petrassis fjolle-stykker, morede ikke kun musikken men også korets levende mimik os, og da de sluttede af med koret fra ”Carmen”, kom der for alvor fest i gaden.
Koret synges som sagt i fjerde akt, hvor borgerne i Sevilla begejstret betragter de toreadorers ankomst, som de snart skal se kæmpe i tyrefægter-arenaen, og koret vuggede i takt, lo, dansede og gjorde alt for at illudere den begejstring, som teksten udtrykker. Vi i salen klappede i takt, og så stærkt var det samlede indtryk, at man næsten følte, at man var i Sevilla, selvom Gamle Scene ligger i København, og dets fortæppe forestiller Akropolis i Athen.
OM KONCERTENS VISUELLE ASPEKT
Visuelt var det også en fornøjelse at være til koncerten. Gamle Scenes auditorium med dets hvide og guldbelagte samt smukt udskårne træværk og det bordeaux interiør er smukt i sig selv, og koret tog sig også nydeligt ud. Herrerne var klædt i kjole og hvidt, hvilket altid er flot, og damerne var alle i sort men på hver deres individuelle måde – mange forskellige slags kjoler, nogle af fløjl, andre med pailetter, blonder eller similisten, og også enkelte kombinationer af pæne bukser sat sammen med toppe, der passede til lejligheden. Ens øjne blev aldrig trætte af at se rundt i salen eller på koret selv og suge alle de mange indtryk til sig, og det er et aspekt af en koncert, man ikke skal undervurdere. Så det var i enhver henseende en meget fin oplevelse, jeg havde på Gamle Scene.
OM PUBLIKUM
Til sidst skal der lyde en tak til hosterne. Disse mennesker har for alvor forstået tidens parole om, at det eneste, der tæller, er mig, mig, mig og MINE behov, uanset hvad konsekvensen er for alle andre, og derfor møder de naturligvis op til en koncert, uanset hvor meget de hoster, fordi det er vigtigere, at de som enkeltindivider får en god oplevelse, end at alle andre i auditoriet kan koncentrere sig om at lytte uforstyrret til den smukke musik, samt at de undlader at udsætte andre for smitterisiko. Så en stor tak til alle jer edgy first-movers – koncerten havde ikke været det samme uden jer!