Deprimerende teaterkoncert

Peter Sommer Teaterkoncert - Imorgen er alt muligt, er åbningsforestillingen på et ombygget Aveny T, men den foregår inde på selve det gamle teater, så man kan kun nyde den fine nye foyer og må vente med at se den nye scene til en senere forestilling. 

Det er endnu et skud på den evindelige teaterkoncertstamme, som Aveny T præsenterer. Denne gang er det Peter Sommer, der står for skud, men normalt er de kunstnere, der bliver bearbejdet i teaterkoncerten, ikke selv på scenen – det er Peter Sommer til gengæld i denne teaterkoncert om hans egen musik. 

Det giver selvfølglig en form for autencitet, at komponisten, tekstforfatteren og sangeren selv er på scenen og har givet instruktør og musikere omkring ham lov til at gå på opdagelse i sangene. 

Det bliver bare en smule stillelstående og deprimerende at overvære i længden i scenografi og kostumer, der ligner noget fra et kikset afsnit af Star Trek. Noget mere bevægelse i iscenesættelsen ville have gjort underværker – og måske et par dansere til at gøre scenebillederne interessante at se på. 

Charlotte Munck er sat til at bruge det meste af 1. akt til at banke sig selv ind i den grimme dekorationsklods på midten af scenen, hvis hun ikke lige synger en sang, hvad hun heldigvis ofte gør. Hun har nemlig en smuk fortællende stemme, der passer godt til Peter Sommers poetiske tekster, der dog nogle gange bliver mere abrupt gentagne end godt er. 

Camilla Munck har fået æren af det mest bizarre kostume, men hendes lidt mere skarpe stemme giver en god modklang til Charlotte Muncks afrundede stemme. Der er gode og kompetente musikere til at give et flot lydbillede, og lyddesign er helt i top. Lyset er meget dystert, og det får de medvirkende til at forsvinde mere ind i sig selv end godt er – for hele forestillingen mangler en slags kontakt til publikum: Det ender med at føles ret selvhøjtideligt og kunstfærdigt i Peter Hartons ikke helt vellykkede iscenesættelse. 

En smule ærgerligt, for der er meget potentiale i Peter Sommers musik – måske et mere hverdagsagtigt look med sangere i hverdagstøj havde været bedre end dette sært futuristiske, trættende teaterkoncertgreb.