Vi skulle egentlig have været til premieren på John Neumeiers Othello, der blev aflyst på grund af ulyksagelige kontroverser bag kulisserne. I stedet forblev vi så i en anden Shakespeare-sfære i form af repremieren på Neumeiers nu 45-årige gamle ballet En skærsommernatsdrøm, der havde sin første danske opførelse med Den Kongelige Ballet helt tilbage i 1980.
Ikke mange balletter kan holde distancen så længe både kunstnerisk, koreografisk og dramaturgisk. Neumeiers kan som regel og bliver i nogle tilfælde både stærkere og bedre med tiden, mens andre føles lidt bedagede, når man har fulgt og set dem lige siden deres respektive urpremierer. En skærsommernatsdrøm falder lidt imellem disse to kategorier.
Koreografens hovedsigte med at koreografere dette skønne Shakespeare-forlæg til Mendelssohns ikke mindre pragtfulde partitur, har fra starten været, at genspejle og afdække underbevidsthedens bagvedliggende kræfter i menneskenes ofte hovedløse handlinger.
Vi er derfor her i drømmetydningernes land, og det går lystigt til, så meget, at man overfor den nye repremiere, undervejs lejlighedsvis får associationer til nogle af de mest gakkede optrin i den gamle tv-serie “Halløj på Badehotellet”, hvor den spanske tjener Manuel bringer alt på hovedet med sine vanvittige vildfarelser.
Det samme gør Puk (Tobias Praetorius) i sin elskovsprovokerende adfærd i balletten, men figuren er i denne opsætning desværre overspillet i en sådan grad, at vi nærmer os parodien.
Sjovt er det dog flere steder, men Neumeiers optrin i drømmenes “underverden” er gennemgående for lange og koreografisk for tunge. Man bliver i disse scener ligesom hængende i en art drømmedynd og tankerne sløres derved så fortællingens fremdrift stækkes.
Dette er en skam, for der er ellers mange fine indsatser af de tre hovedpar og deres indbyrdes kærlighedsforviklinger, så at man sagtens havde kunnet få en spændende kammerballet alene ud af disse figurers indbyrdes forviklingsaktiviteter.
Nu sidder vi i stedet fast i sædet gennem næsten tre stive timer og føres ud og ind af Mendelssohns opklippede partitur, der igen og igen veksler frem og tilbage med György Ligetis tilkomponerede elektroniske mellemspil.
Man bliver følgelig hurtigt overmæt af disse gentagne sceniske ryk mellem bevidsthedens og underbevidsthedens verdener. Dramaturgiens mange gentagelser bliver måske derved ballettens egentlige svaghed.
Styrken ved værket er derimod individualiseringen af de skildrede mennesketyper, hvor Oberon (Jonathan Chmelensky) og Titania (Emma Riis-Kofoed) er formidabelt skildret gennem en koreografi af magtfuld følsomhed, mens kæresteparrene, Helena og Demetrius samt Hermia og Lysander, og deres forskellige personlighedskarakterer står klart og lysende i deres repektive uskyldighed og oprigtige kærlighedshunger.
Puk, der af Oberon får i opdrag at skabe rav i manegen, er ligeså mesterligt tilskåret af Neumeier i både dans, trin og scenisk fremtræden, men figuren rummer som sagt en udtalt fare for overspil, hvis den bliver udført som her.
Jürgen Roses scenografi virker i dag for forenklet, mens ballettens afslutning med formælinger og slutbrylluppet er unødvendig lang og opleves som en undskyldning for, at vi partout skal have en helaftensforestilling ud af det, med alle tænkelige pragtkostumer, der er badet og udstillet i lys, fryd og gammen. Et lidt for fladt og udvendigt sluttableau.
Dirigenten (Nathan Brock) holder Mendelssohn partitur i et fast greb, men med den overraskende virkning, at Ligetis indlagte elektroniske musik faktisk fremstår mere poetisk og lyrisk i dens vekslende stemninger end Mendelssohns ellers overordentlige følsomme symfoniske skærsommernats-musik. Fødte balletdirigenter møder man ikke hver midsommeraften, og langt de fleste dirigenter har et alt for håndfast greb om orkesterklangen og dynamikken, når talen er om balletforestillinger. Deraf følger næsten som en hovedregel meget svigtende balancer mellem orkestrets forskellige instrumentgrupper. Ved repremieren forleden kom vi tillige ud for rent ud sagt rædsomme horn-indsatser. Her blev det desværre alt for udtalt ved repremieren, at der er for langt mellem poesiens vinger hos henholdsvis Mendelssohn og Ligeti, og at det bliver Ligeti, der løb med hovedinteressen, mens Mendelssohn forblev bastant og firkantet spillet. Det havde jeg egentlig ikke troet muligt.