Ukraine vandt tidligt i morges den 66. udgave af Eurovision Song Contest med sangen “Stefania”, der blev fremført af bandet “Kalush Orchestra”. Danmark deltog for andet år i træk ikke i finalen, og resultaterne fra semifinalen viser, at vi var langt fra at indløse adgangsbilletten til det fine selskab.
Traditionen tro, offentliggjorde EBU (European Broadcasting Union) detaljerede resultater af semifinalerne og finalen af årets Eurovision Song Contest, der fandt sted i går aftes i Torino.
Danmark var i år repræsenteret af pigebandet “Reddi”, der stillede op med sangen “The Show”. Det var desværre ikke så sjovt at være Danmark i Eurovision Song Contest 2022, idet “Reddi” samlede ikke point nok til at gå videre til finalen.
Resultaterne viser, at Danmark endte på en 13. plads i den første semifinale med i alt 55 point. Vi fik 20 point af fagjuryerne og 35 point af seerne. Får at opnå 10. plads og den sidste adgangsbillet til finalen manglede “Reddi” 48 point, idet Island endte på 10. plads med 103 point.
Danmarks point fordelte sig således:
Seerstemmer
Island 1, Bulgarien 2, Norge 3, Kroatien 3, Østrig 5, Ukraine 5, Litauen 5, Schweiz 5 og Letland 6.
Fagjurystemmer
Slovenien 1, Litauen 1, Letland 2, Moldova 3, Portugal 3, Norge 4 og Island 6.
Vinderen af Danmarks semifinale blev Ukraine, som senere hen som bekendt vandt hele konkurrencen. Efter reglerne skal Ukraine være vært for næste års Eurovision. Der er dog flere lande, der allerede har meldt sig på banen og tilbudt at arrangere konkurrencen i tilfælde af, at omstændighederne ikke tillader at den afholdes i krigshærgede Ukraine. Det drejer sig om Sverige, Spanien og Italien.