Sicilia Gadborg og Silas Holst er begge med til at gøre Flashdance på Operaen til en succes. , Foto Miklos Szabo
Flashdance på Operaen er fuld af et energisk ensemble der mere end sædvanligt skal udføre noget de ikke er eksperter i - men de lader som om i yderst overbevisende stil.
Titel:
Flashdance
Teater:
Operaen
Store Scene
Spilleperiode:
5. juli - 4. august 2019
Flashdance er nyeste skud på One and Onlys stamme af populære firser-film på scenen. Saturday Night Fever (okay fra 1977), Dirty Dancing er før røget over scenen med jublende publikummer - og knapt så jublende anmeldere. Nu er turen så kommet til Flashdance der havde film-premiere i 1983. Den bliver på sin egen måde måske den mest vellykkede af de tre.
Det skyldes især Sicilia Gadborg i hovedrollen som Alex Owens som drømmer om at komme ind på byens prestigefylte balletakademi og blive professionel danser. At Secilia Gadborg er en glimrende skuepiller har vi set i Skuespilhuset hvor hun har været i ensemblet i Det Kongelige Skuespil i et par sæsoner, og gimponeret os i bl.a. Aladdin, Othello og Den Kroniske Uskyld. Hun har været i skarp dansetræning det sidste par år for at klare rollen som den spirende danser. Hun klarer i den grad at overbevise os om at hun har et talent for dans, fordi hun gør det med en sådan indfølt glæde at vi smittes nede i salen.
Hun suppleres flot af Silas Holst der jo egentlig er danser - men her overbeviser os om at han også er skuespiller og sanger i en rolle hvor der stort set ikke er dans. Han har en umddelbar naturlighed i sin replikføring og i sit spil som både publikum og Alex Owens i forestillingen falder for. Der er passion og varme mellem de to der bærer forestillingen et langt stykke af vejen.
Til at hjælpe med på det er Rikke HVidbjerg som Gloria der tager en rutchetur til bunden på en stripklub, Emil Birk Hartmann som hendes kluntede kæreste med drømme om at slå i gennem som Stand-up komiker i New York, og Ditte Gråbøl som spydig men kærlig tidligere balletdanser og lærer for Alex Owens.
Det er en forestilling om at tro på sine drømme – men også om at troen ikke altid er nok når drømmen skal gøres til virkelighed. Som i Sweet Chartity drømmer pigerne på den lurvede natklub om en bedre tilværelse, men det ser ud til at lykkes bedre for Alex Owens end det gjorde for Charity Hope Valentine.
Forestillingen er fyldt med popsange fra filmen men også numre skrevet specielt til sceneversionen af Robbie Roth, og sangerne får os overbevidste om at de nærmest er skrevet til dem – drønsikkert bliver de leveret.
Det går lidt sværere for danserne når det kommer til de klassiske balletindslag . Der bliver kæmpet det bedste og faket det bedste de har lært, men måske man burde havde valgt at nedtone det klassiske når nu der ingen klassiske dansere var på scenen i København, modsat til premieren i Århus – især når man optræder på den scene hvor Den Kongelige Ballet også optræder. Tim Zimmermans koreografi var mere effektiv end imponerende og virkede en smule træt allerede ved premieren i København.
Til gengæld er scenografi og lys af henholdsvis Benjamin La Cour og Jonas Bøgh i den grad i top.
Flashdance er ikke stor kunst og står lidt i kontrast til Prinsen af Egypten ovre på Gamle Scene, men den overlever ved sine gode hovedroller og en tro på at drømmen og illusionen vil lykkes.