Nivea er endt i en massiv shitstorm efter at selskabet er blevet droppet af sit eget reklamebureau.
Vil du kunne finde på at boykotte Niveas produkter
Skilsmissen mellem Nivea og reklamebureauet Foote, Cone and Belding (FCB) skyldes en lækket telefonsamtale mellem de to parter hvor Nivea responderer noget kontroversielt på reklamebureauets forsøg på at sælge en reklame der viser to mænd der holder i hånd.
Ifølge News.com.au var Niveas svar til FCB: “We don't do gay”, hvilket oversat til dansk betyder: “Vi gider ikke homoseksuelle”. Ifølge den samme kilde, er en af de reklamemænd der præsenterede idéen over for Nivea, selv homoseksuel. Niveas svar faldt åbenlyst ikke i god jord hos en del kunder som har iværksat en boykot af det verdenskendte hudplejebrand. På de sociale medier findes der videoer af kunder der smider deres niveacremer i skraldespanden.
Samarbejdet mellem Nivea og reklamebureauet FCB har eksisteret i intet mindre end 100 år. Nivea plejede at bruge mere end 1,8 milliarder kroner på reklamer om året.
Beiersdorf, der ejer Nivea, har over for Metro afvist at kommentere “påstande og spekulationer” men har samtidig understreget at firmaet ikke vil tolerere den slags opførsel:
“Vi forstår interessen i at et langt samarbejde er slut, men vi beder om forståelse for at vi ikke vil kommentere udokumenterede påstande. Ikke desto mindre vil vi gerne påpege at de nævnte påstande ikke stemmer overens med værdierne hos Beiersdorf, Nivea eller vores ansatte verden over. Ingen form for diskrimination bliver - eller vil blive - tolereret.”
I en skriftlig udtalelse forklarer reklamebureauet hvorfor det har droppet Nivea efter 100 års samarbejde:
“Der kommer et tidspunkt i alle langvarige forhold hvor man reflekterer over hvad man har opnået sammen, og hvor man sætter sejl til den rejse man skal på i fremtiden. Nogle gange kræver den rejse at man tager svære valg som leder en ned ad nye veje.”
Sagen har som nævnt fået flere kunder til at droppe Niveas produkter og betegne selskabet som homofobisk. Der florerer endda flere hashtags som utilfredse folk bruger for at tage afstand fra den verdenskendte creme-virksomhed, såsom “I don't do Nivea” og “NOvea”.